Vi tror på fred, den Himmelske evige slags, som der fortælles om i Bibelen, men kunne der mon ikke blive en smule fred på jorden allerede nu?
Irak, Libanon, Libyen, Syrien, Yemen er arnesteder for vold. Andre lande i Mellemøsten er aktive i eksport af terror. Jøder er blevet angrebet i hele regionen de sidste hundrede år.
Antropologen Phillip Carl Salzman fra McGill University (Montreal) opsummerer det kort: “Fred er ikke mulig i Mellemøsten, fordi andre værdier og mål end fred er vigtigere for mennesker i Mellemøsten. For disse er det vigtigste loyaliteten mod slægt, klan og kult, og den ære, der vindes ved denne loyalitet.” (Middle East Forum, “Why There is No Peace in the Middle East”, 14. oktober 2017).
Mange konflikter i den muslimske verden hænger direkte sammen med denne stammeloyalitetsære. Gennem sejr opnås også ære, særligt sejr over Dar al-harb, den ikke-muslimske verden eller de vantro.
De arabiske hæres mange militære nederlag i kamp med Israel var ydmygende. Seksdageskrigen i juni 1967 for eksempel ”var for araberne ikke så meget en materiel katastrofe som det var en kulturel katastrofe, hvor man tabte ære”, udtaler Salzman. ”Den eneste måde, hvorpå denne ære kan genvindes, er at overvinde og ødelægge Israel, hvilket er palæstinensernes klare mål: ’fra [Jordan-] floden til [Middel-]havet’. Det er grunden til at ingen aftale om land eller grænser vil bringe fred: fred genopretter ikke æren.”
Irans dusinvis og vedvarende forsøg på at erhverve sig nuklear- og raketteknologi i Tyskland er uden tvivl beregnet på at bygge bomber (vi ved mod hvem!), men er også beregnet på at genoprette persisk shiitisk ære.
De ofte citerede beskyldninger om vestlig kolonialisme eller israelsk besættelse er ikke det egentlige problem. Roden til alle konflikterne er bevarelse af stammens ære. Fred er ikke engang relevant.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, indfører et andet perspektiv: ”Mennesker, der bevidst myrder babyer eller sprænger busser i stykker, har ikke frihed i tankerne. Som de til stadighed gør, vil de nedtrampe deres egne folk, når først de kommer til magten” (Fox News, “OBJECTified,” 8. oktober 2017). Sagt med andre ord: deres mål er ødelæggelse ikke fred.
Det palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, og hans egen Fatah-bevægelse, ophøjer terrorens ”martyrer” og proklamerer til den letpåvirkelige ungdom: ”Af havet, dannet af martyrernes blod, vil vi skabe staten Palæstina” (Facebook, Fatahs officielle profil 3. oktober 2017). Dette er ikke ordene fra en fredsmager.
Profeten Zefanias bekendtgjorde Guds beskyttelse af landet Israel: ”På hin dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke hænderne synke! I dig er HERREN din Gud, en helt, som frelser. Han glæder sig over dig med fryd, han tier i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel som på festens dag” (3,16-17).
Efterhånden som vi nærmer os årets afsluttende fester, Chanukah og Jul, skal disse ord om frygtløs tro være vores hilsen til vore læsere sammen med vor dybeste tak til de, der er blevet givere og har sluttet sig til os i vore opgaver.