Artikler

Hvem kæmper mod sandheden?


Dr. Herbert Hillel Goldberg

Gud er sandhed! I bogen, der indeholder hans Ord, meddeles Sandheden til os. Det jødiske folk er Guds personlige ejendom. (5. Mos. 7, 6). I hele verden er jøderne kendt som Bogens Folk. Ingen andre steder kommer modstanden og kampen mod Gud – Sandheden – mere til udtryk end i den negative internationale behandling af jøderne. Det er et emne, der kan skrives tykke bøger om, men jeg vil begrænse mig til to sider og fokusere på nutiden.

”I som undslap sværdet, drag bort, stands ikke, kom HERREN i hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i jeres tanker!” (Jer. 51, 50).

Et af de mange profetiske udsagn om jødernes hjemrejse fra hele verden og genopbyggelsen af landet Israel er: ”Dette siger HERREN: På dette sted, som I siger er ødelagt, uden mennesker og kvæg, i Judas byer og på Jerusalems gader, der er lagt øde, uden mennesker og kvæg, skal atter høres fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst, råb af folk, som siger: ’Tak Hærskarers HERRE; thi HERREN er god, og hans miskundhed varer evindelig!’” (Jer. 33, 10-11).

Ser verden ikke, hvad der er sket? Genkender selv ikke bibeltroende kristne det? I århundreder var Israel et øde ørkenland og dets byer forladte, mens det der findes i dag næsten er ubeskriveligt anderledes. Landet er livet op, det er grønt, det blomstrer og bærer frugt, som endda eksporteres til hele verden. I Judas byer og i Jerusalems gader glæder ungdommen sig og børn leger. I parker fejrer brudepar bryllup. Fjenden ønsker at fornægte alt dette.

Profeterne forudsagde den globale adspredelse af jøderne. Årsagen var synd, forsømmelsen af enker og faderløse og ægteskab med hedninger, så de blev forført til afgudsdyrkelse. Derfor tillod Gud straffedomme, men her er Hans vurdering af resultatet: ”Så siger Hærskarers HERRE: Jeg er fuld af nidkærhed for Jerusalem og Zion og af harme mod de trygge hedninger, fordi de hjalp til at gøre ulykken stor, da min vrede kun var lille” (Zak. 1, 14-15). Ifølge den originale hebraiske tekst var Gud kun lidt vred på Israel, men nationerne overdrev det med deres forfølgelse.

Adspredelsen havde ikke desto mindre to positive udfald: 1. Jøderne var et lys blandt hedningerne, og 2. De var i stand til at overleve (fordi de var spredt til mange lande).

”I som undslap sværdet, drag bort, stands ikke, kom HERREN i hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i jeres tanker!” (Jer. 51, 50). Det jødiske folks længsel efter at vende tilbage til Jerusalem og den fædrene jord, blev opfyldt. Hvilket mægtigt bevis for Sandheden!

Men Guds fjender, ledet af løgnens fader, kæmper stadig mod Sandheden (Joh. 8, 44). De ønsker at ødelægge Guds udvalgte folk (sådan som Iran så klart giver udtryk for), og de ønsker at lægge Jerusalem ind under en fremmed guds herredømme, i det mindste delvist for øjeblikket. De ønsker at omdanne Judæa til en anden palæstinensisk stat, i hvilken der ikke vil være nogen jøder (ifølge Det palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas’ Apartheid).

I Sandhedens Bog læser vi imidlertid: ”Så siger HERREN: Jeg er vendt tilbage til Zion og har fæstet bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste by (eng. Sandhedens By), og Hærskarers HERRES bjerg Det hellige Bjerg” (Zak. 8, 3).

Jerusalem er Jordens midtpunkt: ”Dette er Jerusalem; jeg satte det midt iblandt folkene, omgivet af lande” (Ez. 5, 5). Herfra vil Messias regere hele verden: ”Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad drage til HERRENS bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier’; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem HERRENS ord” (Es. 2, 2-3). ”Og dersom nogen af jordens slægter ikke drager op til Jerusalem for at tilbede kongen, Hærskarers HERRE, skal der ikke falde regn hos dem” (Zak. 14, 17).

Og det jødiske folk bliver for evigt: Gud tilkalder endda solen, månen, stjernerne, havet, hele universets orden og Himlen som garanter for, at Israels efterkommere vil vedblive at være et folk for Hans ansigt (se Jer. 31, 35-37; andre oversættelser versene 34-36). Hvem kan kæmpe imod dette og vinde?

Det skulle ikke være svært for nogle af dem, der tror på Bibelen, at vælge den vindende side.