Artikler

Israel hjælper – og velsignes


Israel helps

– “Undertryk ikke den fremmede” 2. Mos. 23,9

Som de fleste hospitaler i Israel betjener Rambam-hospitalet i Haifa ikke kun jødiske patienter. Halvdelen eller flere er arabere.

Hvad der nok er mere overraskende for vore læsere, er, at mange af dem er arabere fra Gaza, Judæa og Samaria (Vestbredden). På Rambam behandles hvert år 1200 palæstinensiske arabere fra disse områder.

Dette undgik ikke en af disse patienters opmærksomhed. M., en højtstående embedsmand i Det palæstinensiske Selvstyre (PA), blev behandlet for kræft og blev helt rask. ”Da jeg kom til Rambam, så jeg et medicinsk team, der tog sig af patienterne, men jeg så også de syge børns lidelser,” fortalte han til Jerusalem Post (12. juni 2017). ”Palæstinensiske, israelske, syriske og andre børn bliver behandlet for alvorlige sygdomme og behøver al den hjælp, de kan få.”

Af taknemmelighed gav han en gave på titusinder af israelske shekel til hospitalet til at bygge et pædiatrisk onkologicenter.

Den usædvanlige gave fra en palæstinensisk araber til en jødisk institution blev rapporteret over hele verden, hvilket fik det palæstinensisk kontrollerede nyhedsbureau WAFA til at bringe en historie, der dementerede, at en højtstående PA-embedsmand skulle have givet penge til et israelsk hospital (15. juni 2017).

Faktisk er listen over forbindelser mellem palæstinensiske og israelske medicinske institutioner lang, her berettet af reporter Ruthie Blum (Jerusalem Post, 17. april 2016):

• Mens PA’s præsident, Mahmoud Abbas, sidste år gennemrejste Europa for at presse på for anti-israelske resolutioner i FN, blev hans alvorligt syge bror, Abu Lawi, behandlet for kræft. Han rejste ikke til London, Paris eller New York for at blive behandlet. Han rejste til Assuta Medical Center i Tel Aviv.

• Det var det samme hospital, hvor Mahmoud Abbas’ hustru, Amina, blev opereret i sommeren 2014, og hvor hendes bror fik en akut hjerteoperation i oktober 2015.

Hvad med terrororganisationen Hamas i Gaza?

• Tidligere Hamas premierminister, Ismail Haniyeh’s 68-årige svigermor blev ikke behandlet i Zürich eller Berlin, men i Jerusalem på Augusta Victoria-hospitalet i juni 2014.

• Senere, i oktober, tilbragte hans datter en uge på et israelsk hospital, og i november blev talsmanden for Hamas, Abu Marzouk’s, 60-årige søster behandlet for kræft… i Israel.

• Et år tidligere, i november 2013, blev Haniyehs étårige barnebarn behandlet ved Schneider Children’s Medical Center i Petach Tikvah nær Tel Aviv.

Det leder til det indlysende spørgsmål: Hvorfor bliver de ved med at sende deres familier til det land, de ønsker at ødelægge, for at få hjælp?

Haniyeh og Abbas udtrykte deres taknemmelighed ved at opfordre til en kniv-intifada mod Israel i september 2015 med hundredvis af knivstikkerier, bilpåkørsler og brandbomber mod uskyldige israelere som resultat, og det fortsætter stadig.

Hvorfor hjælper Israel fjender, der har behov for medicinsk hjælp? Når det kommer til stykket, så trak Israel sig fuldstændig tilbage fra Gaza i 2005. Hvilket ansvar har Israel over for dem, der ønsker at ødelægge Israel? Hvor ofte i historien har man set lignende medfølelse?

Israel har rejst et felthospital ved den nordøstlige grænse for at behandle tusindvis af ofre for den syriske borgerkrig. Hospitaler over hele Israel giver gratis behandling til muslimer, kristne, arabere, drusere og andre ofre for den meningsløse vold. Skyldes det en forventning om nogle kortsigtede PR-fordele? Eller gigantisk finansiel indsamling?

Det er mere grundlæggende end som så. Det er på grund af det bibelske bud om at elske sine medmennesker. I 2. Mos. 23,9 og andre steder står der: ”Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er til mode, thi I var selv fremmede i Ægypten.” Det er det ledende princip.

Rabbinerne talte én gang i Torahen, hvor israelitterne blev befalet at elske deres næste, men 36 gange, hvor de blev befalet at elske den fremmede.

For den jødiske nation er det det rigtige at gøre.

– Red.