Mag.art. David B. Goldberg
Det var ved afslutningen på Shabbat, og jeg havde netop afsluttet bønnen ved Tempelmuren, den urgamle mur ved Tempelpladsen, som vores familie har gjort hver uge det sidste kvarte århundrede. Jeg havde læst navnene på over syv hundrede mennesker, der havde kontaktet os fra hele verden de sidste dage, mange med indtrængende bønner for familie eller venner.
Dette sted, hvor bønner er steget op til Himlen gennem årtusinder og har bragt mirakler og velsignelser, hvor profeter og apostle har talt, hvor så meget bibelhistorie har fundet sted, hvor Jesus gik, var rolig og hellig.
Og dog, jeg kiggede mig omkring, og det gik op for mig, at dette hellige sted ikke var mit. Jeg, en jøde, der lever i Jerusalem som israelsk statsborger, hørte ikke til her.
Dette sted tilhører nu et folk, som er skabt ud af tynd luft i 1920, skåret ud af Storsyrien uden en entydig identitet, uden historie, uden veldefinerede grænser, uden et styre, der rækker tilbage til oldtiden, uden et juridisk system, uden litteratur og uden en møntenhed. Vanvittigt, men sandt.
FN’s Sikkerhedsråds resolution 2334 (fra den 23. december 2016) på initiativ fra USA’s præsident Obama afskærer jøderne fra Det hellige Tempel, Bønnemuren (Vestmuren), det jødiske kvarter, ja, hele den gamle by i Jerusalem, Judæa og Samaria og giver det hele til palæstinenserne. Så det var det. Glædelig jul og Juden raus!
Samtidig foregår der en folkedrabslignende udryddelse af kristne, muslimer og Yasidier i Irak og Syrien. Russiske og syriske bomber, der rammer hospitaler, skoler og vandforsyninger værdiges ingen handling fra omverdenen. En halv million døde afføder højst en gaben.
Amerikas bedst kendte rabbi, Shmuley Boteach, bemærkede: ”Et folkemord har udfoldet sig for vore øjne, men i stedet for at fokusere sine anstrengelser på at stoppe brutaliteterne i Aleppo [Syrien] besluttede præsidenten og hans følgesvende …, at jøder der bygger vuggestuer i Beit El [Judæa] var en større trussel end angreb med senneps- og saringas mod arabiske børn i Damaskus.” (Jerusalem Post, 10. januar 2017)
De muslimske, kommunistiske og vestlige lande stemte for denne resolution med 14 stemmer for og 0 stemmer imod. Kun USA undlod at stemme; snedigt, da de vidste, at ved at gøre det ville resolutionen alligevel blive vedtaget. Tyskland, Norge, Sverige og andre lande var ikke sene til at rose beslutningen. Og disse kaldes Israels venner?
Derefter forsamledes den 15. januar repræsentanter for 72 lande til en hastigt sammenkaldt konference i Paris, hvor forsamlingen understregede dens faste beslutning om at dele Jerusalem, benægte Israels 3000 år gamle ret til det urgamle, bibelske land og i stedet godkende palæstinensernes krav. I årevis har vi skrevet om, at nationerne vender sig mod Israel. Er der nogen tvivl?
Der var selvfølgelig hurtige forklaringer om, at forhandlinger stadig var den bedste vej til fred, men det står klart, at i enhver fremtidig diskussion vil Det palæstinensiske Selvtyre (PA) bruge disse beslutninger som deres nye minimumskrav i alle forhandlinger.
Der er imidlertid indiskutable grunde til, at Israel inkluderer Jerusalem, Judæa og Samaria.
For det første, araberne startede krige mod jøderne (i 1948-49, 1956, 1967, 1973 og i 1982), og krige har konsekvenser for taberen.
For det andet, eksisterende international lov afgør sagen uigendriveligt i Israels favør: landet tilhører Israel.
International lov er på Israels side
Balfourdeklarationen af 2. november 1917 gav den britiske regerings godkendelse til at etablere en jødisk stat i Palæstina*.
San Remo-resolutionen af 25. april 1920, hvor de fire førende, allierede magter fra 1. verdenskrig vedtog at følge Balfourdeklarationen.
Palæstinamandatet, udstedt af Folkeforbundet den 24. juli 1922, gav Storbritannien som mandatledere i regionen opgaven at etablere et jødisk nationalt hjem i Palæstina. Mandatet gav jøderne den uigenkaldelige ret til at bosætte sig overalt mellem Jordanfloden og Middelhavet inden for Palæstinas område.
Det udslagsgivende argument er FN’s Charter, artikel 80, kendt som Det jødiske folks Klausul, der viderefører alle de rettigheder, der blev givet til jøderne under Palæstinamandatet.
Faktum er, at hele det vestlige Palæstina mellem Jordanfloden og Middelhavet (inklusive ”Vestbredden” og Gaza!) er frit tilgængeligt for jødisk bosættelse under international lov, indtil det ændres ved et juridisk bindende dokument mellem de relevante berørte parter.
Disse juridiske deklarationer er indtil denne dag ikke blevet ophævet.
*Historisk set refererer ordene ”Palæstinensisk” og ”Palæstina” til jøderne og deres gamle hjemland. Araberne forkastede ordene som et ”zionistisk” påfund og foretrak betegnelsen ”syrisk”. Det var først i midten af 60’erne, at araberne tilranede sig ordet i en politisk manøvre, der skulle underminere Israels ret til at eksistere.
Der er en tredje grund til Israels ret til landet. Det er Bibelen. Templet i Jerusalem blev bygget 2000 år før en eneste muslim viste sig på denne jord. Jesus gik ind i Templet; det samme gjorde Paulus.
Bibelener på Israels side
- Bibelen erklærer 170 gange, at landet er givet til Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere.
- 55 gange bekræfter en ed den ubetingede pagt.
- 12 gange kaldes pagten evig.
Blandt disse er f.eks. 1. Mos. 12,7; 13,15; 15,7.18; 17,8; 26,2-5; 50,24; 2. Mos. 6,8; 3. Mos. 20,24; 4. Mos. 14,8; 33,53; 5. Mos. 1,8.21; 6,10; Dom. 2,1; ligeledes Ap. G. 7,5; 13,19.
Hvad de nationer angår, der kritiserer Israel så skarpt, som prøver at dele og erobre landet, så har Gud gennem profeten Zakarias advaret dem: ”På hin dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de folk, som kommer imod Jerusalem.” (Zak. 12,9).
Også profeten Joel sagde: ” [I] de Dage … samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats Dal. Der vil jeg holde Rettergang med dem om mit Folk og min Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit Land” (3,6-7). Guds løfter og hans sandhed vil forblive for evigt.
Men verden af i dag har valgt den palæstinensiske myte og bøjet sig for kravene fra et tyrannisk regime, der forklæder sig som en fredselskende, national bevægelse. Det palæstinensiske Selvstyre vil ikke tolerere en jødisk stat. Det er et regime, hvor korruption er rutine; nyhedsmedierne er kontrollerede; kvinder har færre rettigheder end mænd og æresdrab er almindelige; børn opfostres til jødehad fra børnehave til voksenalder, og hvis der opnås en stat, vil ingen jøde få tilladelse til at bo i den – den vil være etnisk renset, judenrein.
Ironisk nok har en verden, hvor alt er hulter til bulter og, hvor kendsgerning og fabel bruges i flæng, fået en ny betegnelse: Oxford Dictionary har erklæret ordet ”post-faktuel” (eng. post-truth) til Årets Ord 2016, et år da ”falske nyheder” blev højeste mode.
Israel bør ikke frygte, siger den højt respekterede historiker Victor Davis Hanson (Hoover Institution, Stanford Universitetet): ”Det Mellemøsten, der omgiver det demokratiske Israel, er et mareridt… Alligevel er Israel på en eller anden måde, midt i al rodet, i dets bedste geostrategiske position i årtier.” (National Review Online, 29. december 2016). ”Et meget stærkere Israel … har flere muligheder end på noget andet tidspunkt i dets historie.” Israel er ved at blive nettoeksportør af gas og olie. Mange arabiske nationer ser nu Israel som en stærk allieret over for Iran. Den nye amerikanske præsident forventes at blive mere pro-Israel end nogen anden tidligere præsident.
Til slut skal nævnes profeten Jeremias’ trøstende ord, der forudsiger en dag, da nationerne ”skal kalde Jerusalem HERRENS trone, og der, til HERRENS navn i Jerusalem, skal alle folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde hjertes stivsind” (Jer. 3,17).